Under et lag af ferskvand findes mit tres millioner år gamle jeg - sammenklemt og fedtet. Gennem sølet har et blegt rhizom forgrenet sig i et virvar af rødder, hvorfra en skov af kæmpegræs ivrigt gror. Med tiden vil rørskoven kvæle omgivelserne, og jeg vil være dækket af en tagrørsparyk. Mellem tagrørene i det kolde vand står en gedde, som forstenet, og kigger op mod skrænten. Her ligger mine vejrbidte jordlag blottet. Krakelerede. Medtagede. På kanten af skrænten står et piletræ. Jeg har betragtet træet i mange år, fra et lille rankt skud, til der hvor det står nu – krumbøjet og vingeskudt. Dets rødder forsøger at gribe fat i luften, hvor mergelen er eroderet. Vinden går gennem piletræet. Grenene vajer - bukker sig en smule og rører næsten vandspejlet. For hver dag nærmer piletræet sig, og om få år vil det ligge på bunden af mig sammen med skelettet af den mand, hvis øjne netop nu befinder sig i geddens tarmsystem. Og sammen med alle de andre hemmeligheder, som jeg har holdt på for mennesker gennem tiden. Jeg er en fordybning i landskabet. Engang brugbar. Nu æder det omkringliggende landskab sig langsomt ind på mig. Mon jeg en dag er blevet til en rapsmark? Bliver jeg jævnet med jorden?

Mergel:
kalkholdigt ler der især tidligere
blev brugt til jordforbedring.

Under a sheet of freshwater lies my sixty million year old I – compressed and oleaginous. A pale rhizome has branched out into a tangle of roots through the ooze, from which a forest of giant grasses eagerly grows. In time, the reed bed will choke its surroundings and I will be covered by a wig of marshland plants. Between the reed stalks in the cold water a pike, as if petrified, stares up at the sloping bank. There, my weather-beaten soil lies exposed. Cracked. Worn down. At the edge of the bank stands a willow tree. I’ve observed the tree for many years, from the time it was a small upright shoot to where it stands now; bowed and wounded. Its roots attempt to grasp the air where the marl has eroded. The wind moves through the willow. The branches sway; bending slightly, almost touching the surface of the water. As each day passes the willow comes closer and in a few years it will become a part of me, together with the skeleton of that man whose eyes are now in the pike’s intestinal system. And join all the other secrets that I have held for people through time. I am an indentation in the landscape. Useful, once. Now, the surrounding land slowly eats away at me. Will I one day be a field of rapeseed? Will I be demolished?

Marl:
Calcerous clay often used in the past for soil enrichement.